Pærfekt_agurk_slider.png

I 2019 uddeler Muskelsvindfonden pærfekt-prisen, der er en underpris til Plads til forskelle-prisen. Carpark North, VRS, NOVA og Grøn har samlet penge ind til Muskelsvindfondens Plads til forskelle-priser, herunder Pærfekt-prisen. Pengene til prisen er samlet ind via salget af en T-shirt designet af Carpark North og VRS, gæsternes pantdonationer under Grøn Koncert samt gæsternes donationer i forbindelse med deres billetkøb til Grøn. 

Formålet med Pærfekt-prisen er: 

  • At skabe dialog, debat og synlighed omkring det at være upærfekt. 
  • At opfordre alle til at sænke skuldrene og acceptere at vi selv og livet er fejlbarligt.
  • At være med til at skabe en verden, der er mere Pærfekt! 

Mange har alt for travlt med at stræbe efter det perfekte. Eller i hvert fald at fremstille sig selv som perfekte. Sociale medier gløder af billeder med perfekte kroppe, perfekt mad, perfekte børn, perfekte boliger. Det perfekte liv. I virkeligheden kan de fleste af os slet ikke genkende glansbilledet. Ingen er kun smukke, lykkelige og lever snorlige liv. Ingen er perfekte, alle har ”fejl” 

Pærfekt er et opgør, et oprør, mod idealet om det perfekte. En norm, som ingen af os kan eller har lyst til at leve op til. Pærfekt imødekommer behovet for en fortælling om, at fejl og rynker er en del af livet, en del af det autentiske. Pærfekt er en opfordring til at lægge Instagram-filtrene fra sig, sænke skuldrene og acceptere, at vi selv og livet er fejlbarlig. 

I Muskelsvindfonden har vi en ambition om at gøre vores til, at verden blive mere Pærfekt, men vi kan ikke gøre det alene. Det er en holdindsats. Derfor udlodder vi 10.000 kr. til dig eller jer, som har en ide, har taget et initiativ eller arbejder med et projekt, som arbejder i Pærfekts ånd.  

Hvem kan vinde Pærfekt-prisen?

Pærfektprisen gives til projekter, initiativer eller kampagner, der sætter pærfekthedskulturen på dagsordenen, giver det pærfekte flyvehøjde eller udlever kernen af det at være pærfekt.  

Læs mere om pærfektwww.pærfekt.dk 

Læs mere om, hvordan du indstiller et projekt til Pærfekt-prisen her.