Grøn, SELECTED FEMME/HOMME og Lukas Graham samler penge ind til Muskelsvindfondens Plads til forskelle-pris på Grøn18. Det sker gennem salget af unikke specialdesignede T-shirts før og under Grøn, samt af gæsternes pantdonationer under Grøn Koncert. I år er det Lukas Graham, der har kastet sig ud i T-shirtdesignets kunst sammen med SELECTED FEMME/HOMME, og som står bag designet på T-shirten, som skal afspejle netop det, som prisen står for. Forsanger i Lukas Graham, Lukas Forchhammer, forklarer, hvordan idéen til designet opstod:

Jeg syntes, det var en udfordring at skulle designe en T-shirt, jeg har aldrig før tænkt over, hvad der skulle på en trøje. Men så sidder jeg i huset i L.A. hvor vi lige har indspillet en ny plade, og min lille datter sidder dér og øver sig i at putte en trekant ned i et trekantet hul og en firkant i et firkantet hul på sådan et typisk stykke babylegetøj. Og så opstod den her idé bare – om forskellige former og farver i sin enkelthed. Jeg synes på én eller anden måde, det er en meget simpel måde at sige ’der skal være plads til det hele".

Det mundede ud i en simpel, men stadigt sigende fortolkning af Muskelsvindfondens vision ’Plads til forskelle’, hvor en cirkel bestående af forskellige figurer og farver kredser om navnet ’Lukas Graham’. Fristaden Christianias flag er også kommet med på T-shirten, som én af figurerne i cirklen – et flag der blandt andet står for mangfoldighed, og desuden er Lukas Forchhammer vokset op i fristaden.

T-shirten er en limited edition, og kan købes online på www.selected.com/dk/da/sl/groen-koncert og i alle SELECTED FEMME/HOMME butikker fra den 21. juni samt på Grøn, som i år turnerer landet rundt fra den 19.-29. juli. T-shirten koster 199,95 kr.

 

Om Plads til forskelle-prisen

  • Plads til forskelle-prisen uddeles i efteråret og er et økonomisk bidrag, der gives til konkrete projekter, indsatser, initiativer eller kampagner, der har til formål at skabe plads til forskelle i samfundet. 
  • Der uddeles én hovedpris, samt nogle mindre inspirationspriser, der finansieres af den pulje der genereres ud fra salget af T-shirts og pantdonationer i forbindelse med årets Grøn Koncert. Både enkeltpersoner og nonprofitorganisationer og –foreninger kan indstilles til prisen.
  • Formålet er at synliggøre, hvordan der arbejdes for at skubbe de samfundsmæssige barrierer og flytte holdninger, der begrænser plads til forskelle i vores samfund.
  • Alle kan i efteråret 2018 indstille kandidater til at modtage Plads til forskelle-prisen, og det er en jury bestående af SELECTED FEMME/HOMME, Lukas Graham, Grøn og Muskelsvindfonden, der udvælger vinderprojektet, der modtager Plads til forskelle-prisen.