groenkoncert_2014_Fotograf-Morten-Rygaard_021.jpg

Stem på den bedste grønne artist

7. juni '17
Del:

På vores nye ”Fra grøn til Grøn”-scene, som vi præsenterer i samarbejde med YouSee Musik, er der plads til up-coming artister, der stadig har deres store gennembrud til gode. Publikum kan fra i dag stemme om 9 navne, der klarer sig godt på YouSee Musik, og som er topaktuelle med sommerens hitsingler.

 

Foruden Kongsted og Node skal 3 up-coming artister spille på den spritnye scene – og publikum bestemmer hvem. De 9 navne, der er til afstemning om 3 pladser på ”Fra grøn til Grøn”-scenen er: Skinz, BasedBoys, Izzyy, Jeppe Loftager, Fouli, Gigis, Bro, FÆTR og ADHD. Afstemningen foregår via YouSee Live.

 

De tre artister, der får flest stemmer kommer på tour med Rasmus Seebach, L.O.C., Christopher, Scarlet Pleasure, The Minds of 99 og S!vas og Ukendt Kunstner, der udgør programmet på Grøns to andre scener.

 

Publikum er med til at bestemme

Hos Grøn elsker vi vores publikum og glæder os til at kunne involvere publikum i beslutningen om, hvem der skal sidde på de sidste 3 pladser på programmet.

 

Vi forsøger altid at lægge programmet efter, hvad vores publikum gerne vil høre. Men der er bare nogle navne, dem der måske kun har ét eller to hits i bagagen, som vi ikke har kunnet tage i betragtning – før nu! Og nu står vi med 9 artister, der alle har potentiale til at blive rigtig store. Så glæder vi os bare til at se, hvem publikum vælger,” fortæller Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden.

 

Streaming fortæller hvad publikum vil lytte til

Nogle af de artister der får rigtig mange streams på YouSee Musik, en af landets største streamingtjenester, er ikke nødvendigvis dem, der er signet til et stort pladeselskab, eller som har mange hits bag sig. Det tør vi nu favne på Grøn 2017, hvor netop disse artister, får mulighed for at komme ud og optræde med deres musik, for mere end 150.000 mennesker i hele landet.

 

Streaming er et rigtig godt værktøj til at se, hvad danskerne egentlig lytter til, og hvad de gerne vil opleve live. De ni artister er valgt ud fra deres popularitet eller potentiale på YouSee Musik, og med ”Fra grøn til Grøn”-tiltaget, har vi mulighed for at sende de kommende stjerner godt på vej med en platform, der rammer bredt i hele den danske befolkning. Både via streamingtjenesten og live på ”fra grøn til Grøn”-scenen.” fortæller Pelle Svindborg, Musikchefredaktør på YouSee Musik.

 

9 up-coming artister med sommerens hits i bagagen

Nedenfor kan læses mere om de 9 artister, der er i spil til at komme med Kongsted og Node på ”Fra grøn til Grøn”-scenen. Afstemningen foregår via YouSee Live.

 

Bro
Bag navnet Bro gemmer der sig den 21-årige Kevin Andreasen fra Rødovre. Bro stod bag hittet ”Hvor er du Bro?”, som fik platin i slutningen af 2016. Nu er han tilbage med sit bud på det næste store sommerhit: ”Er nettet nede?”.

 

FÆTR
Christian Hansen, bedre kendt som FÆTR, udkom via YouTube med hans første single "Arne”, som han havde lavet en hurtig video til med hjælp fra gode venner. Alligevel vandt han årets musikvideo til Teenage Awards 2017. Hans nyeste single ”Farlig” har han skrevet sammen med producerne H1TMAKERS.

BasedBoys
Den danske trio BasedBoys blev formet for seks år siden på Rysensteen Gymnasium i København, hvor de tre drenge gik i gymnasiet sammen. I 2012 udgav de ”Gizpræsidenter”, og efter 4 års pause er de nu tilbage med deres nye single ”Det’ Så Svært”, der fortæller om jagten på den eneste ene.

 

Izzyy
Izzyy er en ung, dansk/gambiansk sanger fra Avedøre, der leverer ørehængende afropop på dansk. Det er også hans gambianske rødder og den afrikanske rytme, Izzyy trækker på, når han inviterer alle Danmarks piger og drenge til at sætte ild til de danske dansegulve med singlen "Farlig".

 

Skinz
Den 29-årige Skinz har været support-act for Gulddreng, men nu er det hans tur til at være midtpunkt. I februar udgav han singlen ”Jeg Har En Pige”, der har ligget stabilt på toppen af hitlisterne. Og senest har han, sammen med Wafande, udgivet singlen ”Præcis”.

 

Jeppe Loftager
Jeppe Loftager er en ung kunstner med noget på hjerte. Han begyndte sin rejse ind i et urbant musikalsk univers i 2015 med singlen ”Oceaner”, og har siden udgivet ”I morgen” og ”Alting”. Nu – mange streams senere – er han klar med sin nye single ”Kender du Emma?”.

Fouli
Den helt unge hiphop-stemme Fouli laver musik, der både kommer fra gademiljøet i Albertslund, hvor han er vokset op, men som også trækker tråde til Marokko, hvor hans familie kommer fra. De to miljøer mødes i Foulis musik, og senest også i hans nye single ”Mon Poto”.

Gigis
Gigis, der ellers er kendt for deres satiriske tegnefilm, har udvidet deres univers med musik. I slutningen af 2016 udgav de det kontroversielle nummer ”F Inger”, og nu er gruppen, der ellers har været anonyme, klar til at indtage scenen med deres nyeste single ”Gertrud”.

 

ADHD
ADHD, der næsten altid er iført sin ikoniske elefanthue, blev landskendt i 2016 med ”Wozniacki-sangen”. Siden da har han toppet flere populære hitlister med numre som ”Vodkafjæs” og ”Kranalarm”. Hans musik er technoinspireret og opfordrer til fest på dansegulvene landet over.