groenkoncertkolding_2013_JakobBoserup161.JPG

Publikum har valgt Bro, Skinz og Jeppe Loftager til den nye scene

5. juli '17
Del:

Når den grønne karavane kører rundt til danske byer om ganske kort tid, bliver det med vore helt ny scene, ”Fra grøn til Grøn”, hvor publikum har bestemt tre upcoming artister, der skal på tour med nogle af dansk musiks allerstørste navne. Rødovre-drengen Bro, trapperen Skinz og charmøren Jeppe Loftager er alle godt på vej mod toppen med masser af streams i bagagen, og nu står de måske overfor det helt store gennembrud, når de skal med os rund på Grøn og spille deres hitsingle for mere end 150.000 publikummer.

Vi har i samarbejde med YouSee Musik skabt ”Fra grøn til GRØN”- scenen, og samarbejdet har som noget helt nyt givet publikum en stemme i bookingen, samtidigt med at vi åbner op for, at artister, der er topaktuelle med sommerens hitsingler, kan komme med på touren, selvom de har deres store gennembrud til gode. Som navnet antyder er det altså dansk musiks grønne artister, der nu kommer med på Grøn 2017 til koncerter rundt i landets byer.

 

Tre forskellige artister med i hvert fald én ting til fælles

De tre upcoming artister, der fuldender programmet for dette års grønne koncerter, er forskellige på mange måder. Fælles for dem er deres popularitet hos det grønne publikum, der har valgt dem ud fra ni artister, til at skulle med Grøn 2017 rundt.

Bag navnet Bro gemmer der sig den 21-årige Kevin Andreasen fra Rødovre, og med aliaset er han et nyt skud på den dansksprogede popscene, som han trådte ind på med kæmpehittet ”Hvor er du Bro?”, der fik platin i slutningen af 2016, og lige nu hitter han med ”Er nettet nede”.

Den 29-årige trap-artist Skinz har senest været support for Gulddreng og udgivet ”Legende” med ham, men med hit som ”Jeg Har En Pige” og singlen ”I min zone” er han nu klar til at stå på egne ben. Det samme gælder for den unge charmør Jeppe Loftager, der først hittede med ”Oceaner” og nu – mange streams senere – har stor succes med singlen ”Kender du Emma?”.

 

Publikum har fået en stemme

Den nye scene, hvor Bro, Skinz og Jeppe Loftager skal optræde, er blevet til som et samarbejde mellem Grøn og en af landets største musik streamingtjenester, YouSee Musik. Publikum har stemt mellem ni artister, og valgt disse tre som dem, de allerhelst vil se optræde på sommerens grønne koncerter.

Bro, Skinz og Jeppe Loftager har lavet gode tracks, der er blevet godt modtaget af streaming-brugerne, men da det er nye artister, har de ikke skabt et stort bagkatalog af sange, som de kan turnere med. Derfor er jeg begejstret for, at vi sammen med Grøn kan give dem en unik mulighed for at optræde for et stort publikum henover sommeren. Musikplatformen stiller vi til rådighed, men det er jo danskerne, der har talt ved at stemme, streame og tilføje til deres playlister, og det ved jeg, betyder meget for de tre unge artister,” siger Pelle Svindborg, musikchefredaktør på YouSee Musik.

Grøn elsker sit publikum, og derfor har det været virkelig spændende for os, at de har været med til at vælge tre navne til årets program. Jeg ved, at det er stort for de tre udvalgte, at skulle med fx L.O.C. og Rasmus Seebach rundt på tour, og jeg glæder mig rigtig meget til at opleve dem live på den nye ’Fra grøn til GRØN’-scene,” fortæller Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden.

Ud over Bro, Skinz og Jeppe Loftager skal Node og Kongsted også optræde på den nye scene. På de to andre scener, som vi kører landet rundt med, er det Rasmus Seebach, L.O.C., Christopher, Scarlet Pleasure, The Minds of 99 og Sivas og Ukendt Kunstner, der udgør programmet.