Christian_Rundager_Fundamentet.JPG

Plads til forskelle-prisen har hjulpet Fundamentet til at hjælpe endnu flere

22. juli '17
Del:

- At Fundamentet eksisterer, og nu kan udvide, er et tydeligt bevis på, at der er Plads til forskelle, og behov for nogle, der kan bakke op om dem, der falder udenfor normalbegrebets kasser, forklarer Christian Rundager, der er driftskoordinator hos Fundamentet.
Foreningen, der har hjemme i Aarhus, modtog som de første Plads til forskelle-prisen, uddelt af Grøn, Hummel og Suspekt i kølvandet på Grøn Koncert 2016.

100.000 kroner til at skabe forandring
Prisen blev til som en manifestation af Grøn og Muskelsvindfondens ønske om at skabe Plads til forskelle i samfundet. Ved at lade koncertgæsterne donere deres pant, og samtidig sætte en specialdesignet limited-edition Suspekt-trøje til salg, blev der samlet 100.000 kroner ind. Penge som blev givet videre, da gæsterne senere stemte på Fundamentet som den retmæssige vinder.
- Fundamentet er ikke et værested, men et forandringsrum. Det er et sted, hvor brugerne ikke blot hænger ud, men hvor de flytter sig. Vi har 100 frivillige, der stiller deres ekspertise til rådighed, og dermed kan hjælpe brugerne. Det er alt fra psykologer, lektiehjælp, træning og rådgivning. Vi har sågar en sexolog tilknyttet. Ved at gå holistisk til værks, hjælper vi brugeren med at skabe det bedste udgangspunkt for positive forandringer, fortæller Christian Rundager.

På vej mod større lokaler
Og det har vist sig, at der i høj grad er brug for et sted som Fundamentet. Fra at have 10 brugere i begyndelsen for tre år siden, er der nu omkring 200 borgere, der benytter sig af foreningens tilbud i løbet af et år. Det betyder, at Fundamentet nu flytter til større lokaler, hvor de kan yde støtte til endnu flere.
- Vi forskelsbehandler, for der er forskel på folk. Systemet kan have utrolig svært ved mennesker, der ikke passer ned i kasser. Der prøver vi at hjælpe dem, der falder ved siden af med at få italesat deres mål og drømme, og starte rejsen derhen. Det kan kræve vidt forskellige tiltage, og nogle gange møder man forandringsparadokset, der går ud på, at nogen blot har brug for at sidde i en sofa, og få ro på tilværelsen, så tankerne kan bundfælles, og de kan komme videre, forklarer koordinatoren.

Syv gange så meget værd
Fundamentet er afhængig af private og offentlige fonde og donationer for at kunne eksistere, så pengene fra Plads til forskelle-prisen har været et godt supplement til andre tilskud og donationer.
- Vi er vokset med så stor vækst, at vi ville være udnævnt til gazelle-virksomhed, hvis vi var et firma. Samtidig bliver der hvert år udarbejdet en rapport, hvor det vurderes, hvor meget vores arbejde giver tilbage til samfundet i kroner og øre. Den sidste vurderede, at vi for hver en krone vi fik, gav kr. 7,56 tilbage. Det betyder faktisk, at Plads til forskelle-prisen har betydet en forskel for samfundet på 756.000 kroner. Det er rigtig, rigtig meget, siger Christian Rundageren og fortsætter:
- Den synlighed vi opnåede ved at blive fremhævet af Grøn og Suspekt er også meget værd. Den kan påvirke endnu flere til at blive frivillige, og hjælpe med til gøre en forskel uden for vores lokaler. Det er vi meget taknemmelige for, slutter han.

  • Plads til forskelle-prisen blev uddelt for første gang i 2016
  • Prisen på 100.000,- gik til et initiativ, der skaber Plads til forskelle i samfundet
  • Under Grøn 2017 kan du donere din pant til årets Plads til forskelle-pris
  • Du støtter også prisen ved at købe Scarlet Pleasures limited-edition t-shirt, som forhandles online og i alle Selected butikker.
  • I efteråret nominerer Grøn, Selected og Scarlet Pleasure en række initiativer, og alle kan være med til at stemme om, hvem der vinder prisen og pengene i 2017