AALBORG_UDSOLGT_SoMe_1200x1200px6_2.png

Grøn melder udsolgt i Aalborg!

22. juli '18

Grøn 2018 er i fuld gang i Aalborg og for fjerde dag i træk kan Muskelsvindfonden og Tuborg nu melde alt udsolgt til dagens koncert. Koncertpladsen vil således fyldes af 21.000 festglade publikummer, der sammen med årets artister og frivillige kan afslutte den første halvdel af Grøn-karavenen med manér.

 

Efter dagens koncert er Grøn halvvejs med årets koncerter og har indtil nu lagt vejen forbi Amager, Kolding og Aarhus, som alle meldte om udsolgte koncertpladser. Dermed er hele første del af Grøn-karavenen udsolgt for første gang nogensinde i Grøns 35 år lange historie.

Indsamlingschef i Muskelsvindfonden Theis Petersen udtaler:

”Det er fuldstændig fantastisk og over al forventning, at vi i år kan melde udsolgt på hele første del af Grøn-touren. Det er første gang nogensinde! Vi er ovenud taknemmelige for at så mange festglade publikummer har lyst til at komme og nyde musikfesten sammen med os og årets fabelagtige artister. Med det her historisk høje billetsalg kan jeg kun opfordre folk til at sikre sig billet til de kommende koncerter i god tid”

Efter i dag har i alt 89.000 Grøn-gæster taget del i folkefesten og nydt musikken fra det stjernespækkede line-up bestående af Lukas Graham, Aqua, Suspekt, D-A-D, Cisilia X Joey Moe og Phlake samt DJ’s Josefine Winding og Emma Acs og R&B/pop-prinsesserne Ericka Jane og Iris Gold på den nye Ghettoblaster-scene. Anden del af Grøn-karavanen starter igen torsdag den 26. juli, hvor Grøn 2018 gæster Esbjerg.