100 Grøn 2018 --- Photo Morten Rygaard All copyrights_DSC5385.jpg

Grøn 2018: 191.000 gæster og historisk mange udsolgte koncerter

29. juli '18

Den ottende og sidste Grøn er lige nu i fuld gang i Valbyparken og fuldender i aften årets Grøn-karavane, der har været en bragende succes! Tuborg og Muskelsvindfonden har kunnet melde udsolgt til syv ud af tourens otte koncerter for første gang nogensinde! I alt 191.000 publikummer har taget del i folkefesten på Grøn 2018, hvor overskuddet går til Muskelsvindfondens arbejde med at skabe plads til forskelle i samfundet.

 

Grøn 2018 afsluttes i aften i Valby og har budt på sommervarme, fantastiske musikoplevelser og fyldte koncertpladser. I alle otte byer har den vaskeægte Grøn-stemning fyldt koncertpladserne, hvor publikum, de frivillige og årets artister har festet sammen for den gode sag. Med hele syv udsolgte koncerter og 191.000 glade festivalgæster kan Grøn-karavanen i aften afrundes med stolthed:

Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden udtaler:

”Danmark har vist sig fra sin smukkeste side i år. Vores musikprogram har siddet lige i skabet. Folk har taget godt imod fornyelserne på pladsen, og satsningen med to københavner-koncerter har vist sit værd. At se 191.000 gæster feste, hygge sig og danse til uforglemmelige musikoplevelser gør mig vanvittig glad. Årets fantastiske artister, vores 680 frivillige og det smukke danske sommervejr har skabt rammerne om et brag af en fest.”

 

Årets succes vækker stor begejstring hos Tuborg og Muskelsvindfonden

Med et rekordhøjt antal udsolgte koncerter vil der helt sikkert blive genereret et meget flot overskud til Muskelsvindfondens arbejde og det glæder direktør i Muskelsvindfonden Henrik Ib Jørgensen:

”Det er ingen hemmelighed, at de seneste tre år har været lidt svære for Muskelsvindfonden på grund af ustadigt og decideret dårligt vejr. Men med det flotte resultat kan vi atter sætte det lange lys på og styrke vores arbejde med at skabe plads til forskelle og et godt og længere liv med muskelsvind. Der sker utroligt meget i øjeblikket, der påvirker mennesker med muskelsvind og deres familier. Nye, banebrydende behandlinger er desværre ikke altid tilgængelige, og presset på de offentlige udgifter skaber øget risiko for eksklusion. Det ser vi frem til at kunne gøre mere ved takket være opbakningen fra publikum, frivillige, kunstnere og samarbejdspartnere.”

Tuborgs sponsorchef Peter Giacomello tilføjer:

Det er fuldstændig fantastisk at mærke, at Grøn efter 35 år stadig er et brand, der taler stærkt til den danske befolkning. Vi er enormt glade for vores mange års samarbejde med Muskelsvindfonden, hvor Tuborg siden 1983 har været en del af danskernes live-oplevelse på Grøn. Det er fedt at se, at vores Grøn-kampagne i år er lykkedes så godt, og vi ser frem til, at vi sammen igen til næste år kan sende Grøn ud på de danske landeveje og invitere på endnu en fest med masser af god musik og kolde pilsnere.”

 

Tourplan:
19/7 – Amager (udsolgt med 15.000 publikummer)

20/7 – Kolding (udsolgt med 18.000 publikummer)

21/7 – Aarhus (udsolgt med 35.000 publikummer)

22/7 – Aalborg (udsolgt med 21.000 publikummer)

26/7 – Esbjerg (16.000 publikummer)

27/7 – Odense (udsolgt med 27.000 publikummer)

28/7 – Næstved (udsolgt med 24.000 publikummer)

29/7 – Valby (udsolgt med 35.000 publikummer)