Grøn_Valby_200717_1152.jpg

En ny start på Grøn

20. juli '17

Grøn startede for første gang nogensinde i Valbyparken i år. Alt er nyt og spændende i Valby, hvor nogle af de gamle rutiner bliver lagt på hylden til fordel for nye. Spørger man blandt de frivillige, gæsterne og Grøns projektleder Jens Isbak, er der mange holdninger til beslutningen om, at Valby er ny startby for Grøn.

Projektleder på Grøn, Jens Isbak, fortæller, at der selvfølgelig altid vil være nogle udfordringer ved at gøre noget nyt, som for eksempel at ændre på steder og datoer. 
- ”Vi har på baggrund af evalueringer fra sidste år vurderet, at ved at bruge Valbyparken to gange kan vi skabe flere oplevelser på pladsen,” fortæller Jens Isbak, og fortsætter: ”Vi skal jo følge med markedet, hvor de stationære festivaler har nogle fordele ved, at de ikke flytter sig, og derfor må vi tænke nyt.”

Grøn skal slutte i Valby
Blandt gæsterne, er der blandede meninger om to gange Valby, men Gitte (44) og Pia (44), fra Hvidovre, er glade for at turen starter her: 
- ”Jeg har aldrig haft muligheden for at være med på Grøn om søndagen, fordi jeg arbejder. Det kan jeg nu,” fortæller Gitte og Pia forsætter: ”Jeg tror, det er en fordel, at det starter og slutter her. Men det skal slutte her, for det er en tradition.” Pia overvejer endda at komme til Valby igen den 30. også.

Spørger man ind til udfordringerne ved den nye turneplan, svarer Jens Isbak: 
- ”Udfordringerne er selvfølgelig det lange stræk fra Valby til Kolding, hvor vi skal have flyttet 55 lastbiler og 20 busser til Kolding henover en nat.” Et projekt som Grøn ikke umiddelbart ville give sig i kast med, hvis ikke de havde taget temperaturen hos nogle af de frivillige først.

En af dem, Morten Tejmers (36) fra København, synes, at det er fedt med alle forandringerne og de mange nye tiltag:
- ”Jeg er spændt på logistikken og tror også, at det bliver hårdt, når vi skal til Kolding, men jeg er positiv over for tiltaget, og spændt på, hvor mange mennesker, der ender med at dukke op til den sidste koncert i Valby.

Alle muligheder er åbne
Det har aldrig afskrækket Grøn og Muskelsvindfonden at prøve nye ting af, og det er den nye Valby-satsning et godt eksempel på. Om det er det rigtige valg, vil tiden vise. Enten kan Valby29, som den nye turnéstarts-koncert er blevet døbt, gå hen og blive alle tiders nye tradition for mange gæster. Eller også kan den ændres til noget bedre. Alle muligheder er åbne, og Grøn fortsætter ufortrødent, indtil den bedste løsning er fundet.

Grøns turnéplan er:

  • 20. juli - København
  • 21. juli - Kolding
  • 22. juli - Aarhus
  • 23. juli - Aalborg
  • 27. juli - Esbjerg
  • 28. juli - Odense
  • 29. juli - Næstved
  • 30. juli - København

Foto: Lasse Lagoni