Ulle_Sophie_stole.jpg

Den grønne liveoplevelse

29. juli '17
Del:

Sophie (22) og Ulla (42) fra Odense nyder virkelig liveoplevelserne. Ikke bare på Grøn, men hvor end de kan komme til det. Sophie har fået musik ind med modermælken og mor og datter dyrker musikken og liveoplevelserne sammen. Grøn var ude og tale med Sophie og Ulla, om hvad livekoncerter gøre ved dem.

  
Venter i spænding 
Da Grøn møder Sophie første gang, er det helt klart liveoplevelsen med Christopher, der har været den fedeste, da de var vilde med både showet og musikken. Men det er ikke ham, de glæder sig mest til at se. De venter nemlig i spænding på at L.O.C. går på, og håber helt klart, at hans show bliver endnu bedre end Christophers. Sophie er så glad for L.O.C., at hun har fået tatoveret citatet: ”En lille smule larm, gør at folk de ser dig. Men det er så sørgeligt et succeskriterie,” fra sangen SGMD, på sin arm, så hun altid har ham med sig. 
Både Sophie og Ulla ser meget frem til at kunne skråle med på alle de gode gamle numre - og måske også nogle af de nye.  
- ”De kunstnere, der spiller på Grøn, synger lige så godt, som var det på CD og det er fedt. Der er nemlig mange, der falder igennem, når de skal spille live,” fortæller Sophie og fortsætter: 
- ”Her spiller de primært de numre, man kender og kan synge med på – modsat intimkoncerter med kunstneren, hvor de tit spiller nye sange.” 
 
Jager de gode liveoplevelser 
Normalt ville Ulla og Sophie stå helt oppe foran for at kunne mærke bassen i kroppen og følelsen af den gode stemning blandt publikum, når de står som sild i en tønde og hopper i takt til musikken. Første parket er i år skiftet ud med et par campingstole, der er blevet stillet et strategisk godt sted på pladsen, hvor udsigten til Grøn Scene er rigtig god. Men de siger begge, at det ikke er stolene, der skal holde dem fra at synge og danse med, når L.O.C. først går på scenen. 
Mor og datter har siden Sophie var helt lille turneret rundt i både Danmark og udlandet for at jage de gode oplevelser.
- ”Det er det intense ved at opleve kunstneren på scenen og mærke musikken,” fortæller Sophie og fortsætter:  
- ”Det skaber så mange følelser inde i kroppen, når man høre kunstnerne synge live.”  
Ulla fortæller om en koncertoplevelse med Westlife, som var deres sidste inden bandet stoppende. Under selve koncerten havde Sophie været grædefærdig, fordi hun kunne mærke at bandet også var påvirket af stemningen i salen - og det er netop det liveoplevelsen kan – røre publikum, mener de begge to.

 

En blanding af mega lækker og drengerøv 
Specielt L.O.C. har en stor plads i deres hjerter, og Sophie elsker at kunne følge med i Liams udvikling gennem hans musik.  
- ”Man kan føle hans tekster, og det er fedt,” siger Sophie. For hende er det vigtigt at støtte op om kunstnerne ved at købe deres CD’er, men også når de står på scenen og er ydmyge over for deres publikum. At der er et gensidigt ønske om at skabe en god oplevelse gør, at man kun kan lade sig bevæge af kunstnernes musik, mener Sophie.
Sophie stiftede første gang kendskab til L.O.C. gennem sangen Undskyld So, som både hun og Ulla håber er med på setlisten på Grøn. Hun synes, at det er imponerende at hans gamle sange stadig er populære efter 10 år, og at han stadig er en blanding af mega lækker og drengerøv.
Det vigtigste for mor og datter er, at de er sammen om oplevelsen, hvad end det er at stå hånd i hånd nede bagved, eller komme helt tæt på deres idoler og få øjenkontakt med dem.

Levede op til forventningerne 
Forskellen på at sidde derhjemme og høre musikken på Grøn, er at man på CD ikke kan mærke kunstnerne på samme måde, mener Sophie. Når man er til koncert, er kunstnerne tilstede – de er her lige nu. Det er nødvendigt at publikum er med, for at det bliver stort for L.O.C
Og koncerten levede helt op til Sophie og Ullas forventning: 
- ”Der var mange gamle kendinger blandt sangene, og vi satte os kun ned under Marwans gæsteoptræden. Ellers var vi hele tiden i gang med at danse og synge. ”Jeg synes det er mega fedt, at han kan smile af sine fejl og grine lidt af det, når han selv synger forkert, og hold kæft hvor må L.O.C. føle sig sej, når vi alle sammen skråler med på hans sange” siger Sophie om den fede liveoplevelse på Grøn.